142
ROBINSONADE
Eftermiddag. Thomas havde Hunden hos sig; den blødte lyserødt fra Næsen efter et Stavhug. Busken var stille nu. Den var ryddet, og Aftenen kom uden de vante Signaler og Lejrsange. — — —
Dawen plejede mod Solnedgang efter Maaltidet at tale til den døvstumme, der sad paa Hug foran ham og søgte at forstaa disse uvante Mundstillinger.
Dawen tænkte ikke over den Sag: om han blev forstaaet; hans Tanker beskrev deres evige Spiraler indenfor den halvtformørkede Verdenskreds, der endnu var tilbage af hans Sjæl, og de krævede ikke Besvarelse udefra.
I tungt arbejdende Drømme erindrede han endnu sine tidligere Dage, da han levede i Velstand og havde sit Kontor i City, da han en kort Tid var Centret i en af disse Ringe, der havde spændt sig om en Forretningsgren. Han kunde endnu sidde og repetere de formidable Planer, der den Gang var lagte, de dyre Projekter, der en Gang blev pustede op med Luft og sendte ud under Skraal og Alarm. Indtil Krachet kom, og han alene af Kompagniet var blevet hængende, gjort ansvarlig paa alles Vegne.
Raseriet bælgede ud af ham i sidste bitre Trækninger.
Han, der var den eneste, som havde troet paa Sagen, som kunde have tumlet den, om de raadsnare Forrædere ikke havde sagt sig fra i Tide!
Aa, den Sag var saare ligegyldig nu. Han havde
