143
ROBINSONADE
begrænset sin Existensform nu. Taabeligt, at han ikke havde set det rigtige deri lidt før. Der hører et Minimum til for at leve. Der gives ikke saa lav en Levefod, at den ikke er mulig.
Han mønstrede endnu sine gamle Planer, en efter en, og kasserede dem. De var unødvendige. Det var saare lidet af Livet, der var strængt nødvendigt; men hver én derude stræbte at gøre Livet saa kompliceret som muligt.
Han tænkte med Smil paa disse gode Venner, der først havde forraadt ham paa egne Vegne og siden paa Fagets Vegne søgt at redde ham fra Fængslet over i et Hospital. Han hilste paa dem én efter én, denne Bande af Gentlemen: Nicholsons stramme Gammelmandsansigt, Maxtons tilsyneladende Godtroenhed. Sagtens fortsatte de nu Forretningen paa Kontoret i City, disponerede og forvaltede, anlagde og udstykkede. Ja og sagtens blev de ved at bygge, fortsatte med at svindle nye Huse, nye Gader og Alléer, Karré og Komplex paa Stadens taalmodige Terræner. Fremmede Penge var altid villige for Byggebaronerne. Herinde og derude laa deres Kort, tværs hen gennem Busken var en Avenue projekteret. Og i Tanken gennemgik Dawen hint kostelige Anlæg, da de paa Papiret havde udstykket Fælleder og disse raa Arealer, sat dem paa Aktier og udbudt dem, uden Grundfond, uden Garantier, alene med et flovt Haab om kommunal Koncession.
