144
ROBINSONADE
Han fortalte og beskrev disse Ting for den døvstumme Mand, der teglrød som en Sioux, klædt i brogede Trævler, sad foran ham og røg og fulgte hans Tale med Sympathi og Tilfredshed. Dawen udviklede disse meget indviklede Projekter et efter et og paaviste deres Unødvendighed. Her skulde gaa en Vej, her ligge en Kirke, dér en Gærfabrik.
Vi udstykkede Busken! Alle Hulerne skal gøres i fem Etager, alle vore Stier skal asfalteres.
Indtil hans Sind forstummede i uklare Syner, der vævede sig ind i de skiftende Faser af Dag og Nat.
Mindre og mindre følte han sig fjernet fra den døvstumme Mand, denne for evigt tavse Fælle, hvis Blik hvilede paa ham med Troskab, fyldte ham med en Tillid og en Fortrolighed, der ikke behøvede et Sprog og ingen Organer for at forstaas.
Men ud imod Septembers Slutning hændte det, at Thomas, den døvstumme, blev urolig.
Dawen var paa den Tid noget optaget af et Saar paa venstre Haand, der var begyndt at brænde. Han erindrede ikke mere, hvorledes det var opstaaet, og selve Smerten forskrækkede ham ikke. Han havde anlagt sit Sind paa ikke mere at lide. Men nu begyndte en sviende Brand at brede sig over Haandled og Arm, en mild og god Svaghed dyssede hans Sanser i Drømme, der varede ud
