146
ROBINSONADE
vant til sære Syn og faldt tilbage til sin Post i Skilderhuset, hvor han kunde staa i en lun Kappe.
Dawen var inde i Shoreditch Gyder, sorte og osende Pøle, Londons Slum, der gabede med sorte Porte ind til Baggader, dunkle, dunkle Korridorer, myldrende af Mandfolk i sluttede Bander og af ledige Skøger. Lave Gange, Smøger og skumle Gaarde mellem usle Værksteder. Jøder og Polakker sad i Baase mellem Dynger af stinkende gamle Klæder. Et Sted vadede de over et uhyre Lager af mugnende Læderfodtøj. En skummel Bagtrappe, en uhøvlet Dør, der sprang op.
Thomas sad i et lavt Rum i Halvlys af en lav Bliklampe i Selskab af syv Mennesker, hvoraf tre ganske unge Kvinder. De vendte alle syv deres slunkne og stupide, underligt blegsvampede Ansigter mod den kommende. Ingen af dem talte. Deres Hænder løftede sig med vibrerende Fingre og sank ned. Thomas bøjede Hovedet over sit Skoflikkerarbejde, saa' ikke mere op. Hans Ryg var krum som selve Skammen. Dawen havde taget Plads paa en Bænk. Han saa' undrende paa disse døvstumme, der var vendte hjem. Rummet syntes et Værksted fuldt af raat Læder og Læster og Skomagerborde.
De syv Mennesker vendte ikke senere Blikket mod ham.
Hunden havde lydløst lagt sig ned paa en ulden Pjalt ved Thomas Fødder. Lyden af dens Hale, der rhytmisk bankende Gulvet — — —
