150
ROBINSONADE
den Tid af Dagen ikke besøgt. Dawen gik gennem Spillesalen ad Korridoren, hvor Lamperne strax tændtes over Loftets Glasflade, da han traadte ind. Han gik ind i Læsesalen, og hans Fingre greb hjemmevante om Kontakten ved Dørstolpen. Salen blev dæmrende synlig i et behageligt, grønskærmet Lys. Otte læderbetrukne Stole stod rundt om Kaminens Messinggitter. Og Dawen fandt strax sin Stol blandt de otte, sin Præsidentstol med den lille, sindrige Læsepult, der lod sig dreje hen under Skærmlampen.
Nu vendte Dawen hjem. Nu overtog han sit Sæde. Han havde været nogen Tid borte og havde gjort Erfaringer. Naar om lidt Klubben samledes, havde han vigtige Meddelelser at gøre, en Beretning at aflægge om Sager, som meget faa, yderlig faa Levende véd.
Dawen satte sig i sin Armstol og fandt det gamle Hvilested for Nakken. Venstre Arm lod sig ikke anbringe til Hvile. Al Brænden, al Smerte var nu ophørt. Armen kunde nu ikke fornemmes som mere end Vægten af noget tungt, lagt over hans Knæ, en behagelig Døsighed sivede fra Skulderen ud i hans Krop.
Om lidt vilde de nu sagtens alle indfinde sig til Bestyrelsesraadet; Portland og Bryan og Nicholson og Maxton — den samlede Bande. Dawen var nu kommet tilbage efter at have befriet sig for adskillige Ting, hvorom han siden skulde fortælle.
