151
ROBINSONADE
Dawen var paa sin Plads igen, ulastelig som Gentleman af Londons City, uforandret og glatraget og i Aftendragt. Mødet var nu aabnet, og alle uvedkommende Ting burde holdes ude. Dagsordenen staar for, mine Herrer!
Hvor han havde været: Jo, de skulde faa Beretningen. Han vilde betro dem Hemmeligheden, han derude havde fundet, og som han om lidt ogsaa vilde kunne forme i Ord. — Ak, naar alt er udsondret og afsondret, og naar den fuldkomneste Frihed er naaet for alle Ønsker, og naar — —
Naar man uden Smerte har set den sidste Mand forlade sig, og man endelig helt og udelt kan overlade sig til den eneste retledende Strøm, saa naa'r man — naa'r man til Forandringen — ad den uforstyrrelige Vej til … Forandringen — — — — —
Det blev Maxtons og Nicholsons Skæbne at finde Dawen. De kom ind i Læsesalen for at finde Kurslisten, og da de traadte hen til en af Lamperne for at læse de Par Tal, der angik dem, saa' de over en Stoleryg Skalpen af en Mand, de ikke kendte, idet de alle bar kortklippet Haar efter Moden eller var skallede.
Nicholson løb frem, og Front mod Stolen saa' han en Mand med et stort, sort Skæg sidde paa Dawens gamle Plads. Det slog ham af en eller anden Grund først lidt efter, at denne Mand var
