35
SMITSONS MÆRKELIGE FORVANDLING
Busken," kalder han det. "Min Tilbagevenden til Jordens Mælkeyvere." Han fortæller, hvorledes han indlod sig paa at falde ned paa alle fire — ikke uden en vis trodsig Erkendelse af det perverse i den quadropede Gangart.
Han fortæller om Vildtstierne, der vinder sig gennem Dværgkrattet, om sin Gallop over de regndrivende Roer, hvor Hønseflokkene for op som Skud og spredtes som Røg. (Men dette er sikkert en retrospektiv Forestilling, dannet paa Grundlag af tidligere jagttekniske Studier.)
Han skildrer den syrlige, svampede Lugt af de høstlige Blade, og faktisk har han hidtil manglet enhver Grad af Lugtesans. Men han paastaar, at Næsen som Organ i den Periode var ham i høj Grad vejledende, naar han med Neglens kradsede under Bladskorpen efter Agern og Champignons.
Han levede for Størstedelen af disse Høstsvampe, som hedder Bovista, Cantharellus og Fistulina, og som han paastaar at have afplukket med Munden, (hvilket snarere tyder paa Konstruktion end paa et ægte atavistisk Instinkt, der sikkert havde anvist ham Hændernes Brug.) Heller ikke klatrede han i Træer, men afplukkede om Natten den Frugt han kunde naa med Tænderne og erklærer herved at have følt en fuldkommen moralfri Sindsro — end ikke det kildrende Behag af et bevidst vovet Tyveri.
Heller ikke i Henseende til sine iagttagelser synes han paalidelig.
