79
BLIND PASSAGER
Det blev Morgen. Mandskabet tørnede ud, drev gnavne og træge til deres Arbejde. Indadtil var der intet Sammenhold blandt Folkene. Det var ganske friskhyret Mandskab; der var daarlig Tone, evigt Kævleri. Et Par af dem var hellige og de andres Syndebukke. De manglede ganske Gemyt, og paa Kokken, der søgte at sprede Morskab med en forstemt Harmonika, gad ingen høre længere. Han kunde kun én Melodi: "Ben Bolt".
Og allerede den næste Dag var den usynlige Passager ingen Adspredelse mere. Man havde vænnet sig til at se tværs igennem ham. Nu regnede ingen mere med ham, man saa' ham faktisk ikke mere.
Han drev omkring med sulten Mave, træt og nedslaaet. I et ubevogtet Øjeblik gjorde han et Greb i Beskøjtetønden og fortærede sit Rov i Skjul som et Dyr. Sulten voxede kun derved, og hans Selskabsdrift — den stærkeste af alle hans Instinkter — laa knuget ensom mellem de triste Tanker.
Hunden Gordon snusede paa ny til hans Støvler og fandt Behag i deres Lugt, han kløede dens Pels, og den viste ham sin Sympathi ved at logre.
Han fik nyt Mod; medens Kokken var borte fra Kabyssen, fiskede han i Suppegryden med Kødgaflen. Han blev set, men da hans Ikke-Existens var et Faktum, der ikke tillod Optræden imod ham, nøjedes man med at brumme i Skægget og med at gemme, hvad gemmes kunde, bag Laas.
