Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/109

89

Mattæos-Evangeliet, 18. Kap.

tale med, bød hans Herre, at han skulde sælges og hans Hustru og Børn og alt, hvad han havde, og at der skulde betales. Saa faldt Tjeneren ned og knælede for ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, saa skal jeg betale dig alt^[1]. Og Herren ynkedes inderlig^[2] over den Tjener og lod ham løs og eftergav ham Gjælden. Men da samme Tjener gik ud, traf han en af sine Medtjenere, som skyldte ham hundrede Denarer^[3]; og han greb ham fat i Halsen og sagde: betal, hvad du skylder! Saa faldt hans Medtjener ned, bad ham og sagde: vær langmodig med mig, saa skal jeg betale dig. Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han kunde faa betalt, hvad han skyldte. Da nu hans Medtjenere saa, hvad der skete, bleve de saare bedrøvede, og de kom og fortalte deres Herre alt, hvad der var sket. Da kalder hans Herre ham frem og siger til ham: du onde Tjener, al den Gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig; burde da ikke ogsaa du have forbarmet dig over din Medtjener, lige saa vel som jeg forbarmede mig over dig^[4]? Og i Vrede overgav hans Herre

Den græske Talent, som man paa Kristi Tid almindelig regnede med, var omtr. 3500 Kr. Hans Gjæld var altsaa en 35-60 Millioner Kr. — Vore Synder mod Gud ere saa mange, at vi ikke kunne tælle, endsige betale dem; jfr. 7, 3.

1. Den, der af Hjærtet beder om Syndsforladelse, vil ogsaa være villig til at gjøre godt igjen alt, hvad han har gjort ilde (jfr. Lk. 19, 8).
2. Herren er vor Herres Jesu Kristi Fader (V. 35). Men ingen kommer til ham uden ved Sønnen; det er for Jesu Kristi Skyld, han er barmhjærtig imod os og forlader os vore Synder.
3. En Denar er omtr. 65 Øre. — Denne Gjæld var altsaa for intet at regne mod den umaadelige Sum, Kongen havde eftergivet ham.
4. Herrens Barmhjærtighed var den eneste Grund til, at han eftergav Tjeneren hans Gjæld; og denne Naade maatte nødvendig forpligte ham til at tilgive sin Medtjener, d. v. s. hvis han modtog den i sit Hjærte, maatte den bære denne Frugt. Men at han ikke tilgav, var et Vidnesbyrd om, at den Naade, han havde modtaget, bevarede han ikke som Naade (ved daglig paany at modtage den; jfr. Jak. 1, 21), men kun som udvortes Frihed for Straf (Kundskaben om Naaden). Han tog Naaden forfængelig (1 Kor. 15, 10); derfor kunde han heller ikke beholde den.