Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/141

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

121

Mattæos-Evangeliet, 24. Kap.

den anden. Men lærer Lignelsen af Figentræet[1]: naar dets Kviste blive saftfulde, og Bladene bryde frem, da skjønne I, at Sommeren er nær. Saaledes skulle og I skjønne, naar I se alle disse Ting, at han er nær, for Døren[2]. Sandelig siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ske[3]. Himlen og Jorden skal forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa[4]. Men om den Dag og Time véd ingen[5], end ikke Himlenes Engle[6], men kun Faderen alene.


    ihvor de end ere; de behøve ikke at lede efter ham hverken i Ørken eller i Kamrene (V. 26).

  1. I Figentræet skulle I se den billedlige Fremstilling af Forholdet mellem Forvarslerne og Herrens Gjenkomst.
  2. Alle disse Ting, ɔ: alt hvad der bereder og bebuder Kristi Gjenkomst, lige fra "Veernes Begyndelse" til Evangeliets Forkyndelse over hele Jorden, de falske Krister og Naturomvæltningerne (V. 8. 14. 24. 29). I skulle betragte alle disse Ting som Foraarsbud, der varsle om, at han (Menneskesønnen) er nær, og med ham Guds Rige i sin Herlighed. (Man kan ogsaa oversætte: det er nær, ɔ: "min Tilkomst og Tidens Fuldendelse", V. 3).
  3. Denne Slægt, d. e. Datidens vantro Israel (11, 16; 12, 41 ff. o. a.); men denne Slægt med sin Vantro og Gjenstridighed vil vedblive at fortsætte sig i sine Efterkommere, og først naar alle Forvarslerne ske (indtræde), skal dette gjenstridige Israel forsvinde, idet det omvender sig og siger: velsignet være han, som kommer i Herrens Navn! og da skulle de se og hylde ham som deres Fredsfyrste (23, 39). Hermed stemmer ogsaa Lignelsen om Figentræet, idet Jesus samme Dag (21, 18-22) havde stillet Disciplene det henvisnede Figentræ for Øje, som Billede paa det forhærdede Israel: naar dette tørre Træ (Lk. 23, 31) begynder at grønnes paany, varsler det om, at Guds Riges evige Sommer er nær.
  4. Saaledes kan kun den tale, der "bærer baade Himmel og Jord med sit Kraftens Ord" (Hebr. 1, 3).
  5. Nøjere Besked end den foran givne om Tiden for Enden kan hverken I eller nogen Skabning faa (jfr. Ap. Gj. 1, 7). Vi kunne ikke have en udvortes Kundskab om Dag og Time; men det er et Haabets og Troskabens Arbejde at kjende Tidernes Tegn, saa vi af dem skjønne, at Dagen er nær.
  6. Hos Mk. (13, 32) tilføjes: ej heller Sønnen (hvilket ogsaa hos nogle af de ældste Vidner læses her hos Mt., men det er sikkerlig indskudt efter Mk.). Der tales hermed om Sønnen i hans Fornedrelses-Stand: