Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

144

Mattæos-Evangeliet, 27. Kap.

hvorfor har du forladt mig[1]! Men nogle af dem, som stode der, sagde, da de hørte det: det er Elias[2], han kalder paa. Og strags løb en af dem hen og tog en Svamp, fyldte den med Eddike[3] og satte den paa et Rør og gav ham at drikke. Men de andre sagde: bi! lader os se, om Elias kommer og frelser ham. Men Jesus raabte atter med høj Røst[4] og opgav Aanden.

Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst, og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, og Gravene aabnedes, og mange af de hensovede helliges Legemer stode op[5], og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse[6] og gik ind i den hellige Stad og viste sig for mange. Men da Høvedsmanden og de, som med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskjælvet og hvad der skete, bleve de saare rædde og sagde: sandelig, han var

    maane, men det var et Jærtegn fra Gud, der varslede om, at Israels Folk ved at forskyde Jesus, "Verdens Lys", vilde drage den Dom over sig, at Naadens Lys blev taget fra dem (jfr. Joh. 12, 35), og sikkerlig tillige et "Tegn" paa det gruelige Aands-Mørke, Jesus Kristus maatte gaa ind under for at frelse os: at han, ved hvem Solens Lys er blevet til, blev forladt af Gud.

  1. Ordene ere tagne fra Slm. 22, 2; nu opfyldtes de paa Kristus. Et saadant Dyb af Sjælenød gav Guds Søn sig ind i for at frelse os; "han blev en Forbandelse for vor Skyld" (Gal. 3, 13).
  2. Sandsynlig en spottende Forvrængelse af Jesu Raab med Hentydning til, at man ventede Elias som Forløber for Messias (17, 10).
  3. Eddike, ɔ: sur Vin, som stod der (Joh. 19, 29), nærmest til Læskelse for Soldaterne.
  4. Hvad Jesus raabte: "Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand!" læse vi Lk. 23, 46.
  5. Alt dette var, ligesom de 3 Timers Mørke, Jærtegn fra Gud, hvorved han kjendte sin Søns Offerdød for gyldig. Jordskjælvet varslede om den kommende Dom over Israel, fordi de havde forskudt Herren, og Splittelsen af Forhænget (mellem det Hellige og det Allerhelligste) var et Tegn paa, at nu var Tempeltjenesten afskaffet, idet Adgangen til Gud staar aaben i Jesu Kristi Blod (Hebr. 10. 19 f.); men at Gravene aabnedes, og de døde stode op, vidnede, at ved Kristi Død er Dødens Braad brudt, og ved hans Opstandelse er Døden overvunden.
  6. Dette er aabenbart en Virkning af, at Kristus gik til "Paradiset" (Lk. 23, 43) til de hensovede hellige, som havde hørt til Guds "hellige" Folk under den gamle Pagt. — Man maa ikke forstaa Ordene saaledes,