Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/210

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

190

Markus-Evangeliet, 11. Kap.

Jerusalem, i Helligdommen, og han saa sig om over alt[1], og gik derpaa, da det allerede var Aftenstid, ud til Betania med de tolv[1].

Og den næste Dag, da de vare gaaede ud fra Betania,[2][3] blev han hungrig; og da han i Frastand saa et Figentræ, som havde Blade, gik han derhen, om han maaske kunde finde noget paa det; og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid[4]. Og han tog til Orde og sagde til det: ingen spise nogensinde mere Frugt af dig! Og hans Disciple hørte det.

Og de komme til Jerusalem.[5] Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem som solgte, og dem som kjøbte i Helligdommen, og Vekselerernes Borde og Due-

  1. 1,0 1,1 Alene Mk. har fortalt om denne stille Slutning paa den bevægede Dag, da Jesus kom som Fredsfyrsten til sin Hovedstad. Jesus lod til Afsked sit Blik vandre hen over alt i Templet; i de følgende Dage skulde han tale Dommens Ord over det og over Folket, som samledes der.
  2. V. 12-19: Den anden Dag (Mandagen).
  3. V. 12-14: Jesus forbander Figentræet; smlg. Mt. 21. 18-22.
  4. Figentiden var i Juli og Avgust; men fuldvoksne, kraftige Træer kunde vedblive hele Sommeren at sætte Frugt, hvilken da først modnedes næste Foraar, naar Træet satte ny Frugt og løvedes. Dette Figentræ, som Jesus her saa, syntes ved sin Bladrigdom at love saadan "sildig Frugt", men det viste sig, at det havde intet uden Blade, hverken moden Frugt fra Fortiden eller nysat Frugt, som lovede en fremtidig Høst. Naar Jesus nu (V. 14) forbandede dette Træ, var det en Lignelse-Handling: Træet var ved sin Bladrigdom et Billede paa "denne Slægt" (Mt. 12, 39 ff.) af Israels Folk, som "holdt sig nær til Gud med sin Mund, men hvis Hjærte var langt fra ham" (7, 6). Jesus havde tidligere (Lk. 13, 6 ff.) lignet Folket ved et ufrugtbart Figentræ, som ikke havde baaret i tre Aar, men som paa Vingaardsmandens Forbøn fik Lov til at staa et Aar til; nu nærmede denne Naadefrist sig sin Ende, og Jesus varsler, ved hvad han her gjorde ved Figentræet, om den forestaaende Dom, som han derefter ogsaa forudsagde, dels i Lignelser, dels ligefrem (12, 9; Mt. 21, 43; 22, 7; 23, 38 f.). — Iøvrigt er det lærerigt, at af alle Jesu Tegn er dette det eneste Straffens Tegn, og det gik ud over et Træ.
  5. V. 15-19: Jesus uddriver Kræmmerne af Helligdommen; smlg. Mt. 21. 12-13; Lk. 19. 45-48. (Se Anm. til Mt.)