205
af Alvor, medens Evangeliet i Modsætning hertil kunde synes at gjøre Vejen altfor magelig. Og saaledes gik det hos Galaterne. Denne Lære havde vundet en saadan Indgang hos dem, at de saa at sige alle vare blevne "forgjorte" deraf (3, 1) og allerede overholdt Sabbaten og andre jødiske Festdage (4, 10), ja de stode endog paa Nippet til at indføre Omskærelsen (5, 2; 6, 12). Da Pavlus fik Underretning herom, skrev han, for at afværge det begyndte Frafald fra Jesus Kristus og hans Evangelium, dette Brev til "Menighederne i Galatien" (1, 2), altsaa ikke til Menigheden i en enkelt By, men en Omgangsskrivelse til dem alle. Der kan næppe være Tvivl om, at det er skrevet under hans treaarige Ophold i Efesos (Aar 56—58; Ap. Gj. 19), formodentlig ikke længe efter, at han var kommen dertil.
Brevet falder i tre Afsnit. Efter en Hilsen hævder Pavlus sit Evangeliums guddommelige Udspring og Sandhed og sin Apostel-Myndighed lige med de andre Apostles (Kap. 1—2). Han viser, at Livet og Frigjørelsen faas alene i Kristus ved Troen, men ikke ved Loven, der kun fører i Trældom (Kap. 3—4). Og efter at have formanet Galaterne til at bevare deres kristelige Frihed og bruge den i Kjærlighed og vandre i Aanden (Kap. 5, 1—6, 10), slutter han med en egenhændig Efterskrift (6, 11-18), hvori han paaminder dem om, at Roden til denne Lovlære er, at man skammer sig ved den korsfæstede Kristus og søger sin egen Ære, medens Jesu Kristi Kors er Kristnes eneste Ære.
