Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/236

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

226

Pavlus's Brev til Galaterne, 5. Kap.

sin Dom, ihvem han end er. Men jeg, Brødre, om jeg endnu prædiker Omskærelse, hvi forfølges jeg da endnu? saa er jo Korsets Forargelse gjort til intet[1]. Gid de endog maatte lemlæste sig[2], de som sætte eder i Oprør! Thi[3] I, Brødre, bleve kaldede til Frihed; kun maa I ikke bruge Friheden til Anledning for Kjødet, men værer ved Kjærligheden hverandres Tjenere[4]. Thi hele Loven er opfyldt i ét Ord, i dette: "Du skal elske din Næste som dig selv"[5]. Men hvis I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres af hverandre[6].

Men jeg siger[7]: vandrer efter Aanden, saa fuldbyrde I

    Fremgang (V. 7), og at I altsaa ikke have vidst, hvad I gjorde ved at give efter for den Overtalelse.

  1. Heraf fremgaar, at Vranglærerne have villet tilskynde Galaterne til at lade sig omskære ved at fortælle, at Pavlus andensteds prædikede Omskærelsens Nødvendighed, sikkerlig med Henvisning til, at han havde ladet Timoteos omskære i Nabolandet Lykaonien, Ap. Gj. 16, 3. Men Ap. afviser denne Beskyldning ved de Forfølgelser, han stadig maa lide af Jøder og de jødisk-sindede; thi i saa Fald vilde jo Korsets Forargelse (1 Kor. 1, 23) være borte, ɔ: saa havde jo de selvretfærdige ingen Grund til deraf at stødes bort fra Troen, da Loven saa dog blev opretholdt som nødvendig til Frelse, og Kristi Lidelse og Død kun blev et Exempel paa Taalmodighed e. dsl., ikke det store Forsoningsoffer, hvorpaa vor Frelse alene hviler (2, 21; Rom. 5, 9. 10).
  2. Hermed sigter Ap. sikkerlig til, at Præsterne for Gudinden Kybele, som særlig dyrkedes i Galatien, vare Gildinger; Meningen er da: gid det maatte vise sig aabenbart for alle, at den Vej, de ville føre eder ind paa, er ligesaa ukristelig som det aabenbare Hedenskab!
  3. V. 13-15 viser: Gud, som kaldte eder (V. 8), kaldte eder til Frihed (til sine frie Sønner); men den Tro, hvormed I modtoge og følge hans Kaldelse, er "virksom gjennem Kjærlighed" (V. 6).
  4. Friheden for Loven skal ikke være Anledning for Kiødet til Tilfredsstillelse af vort eget Jeg (V. 19 Anm.), men Guds frigjørende Naade vil virke Kjærligheden, som skal føre os til at tjene hverandre og tjene Gud i hverandre; jfr. Rom. 6, 15-23; 1 Ped. 2, 16. Den sande Frihed viser sig i at være frigjort fra sit eget Jeg til at ville, hvad Gud vil.
  5. 3 Mos. 19, 18; jfr. Rom. 13, 3; Mt. 22, 39. Deri have I Opfyldelsen af hele den Lov, hvis Bogstav man nu vil forlede eder til at underkaste eder.
  6. Selvisk Ukjærlighed (jfr. V. 20. 26) vil føre til eders egen Ødelæggelse.
  7. Med disse Ord gjenoptager Ap. (ligesom i 4, 1) det foregaaende