475
"antinomistiske" Gnostikisme, der behandlede Kristus og hans Frelsergjerning som "Myther" og satte den "aandelige" Fuldkommenhed i frit at følge sine Lyster (se Indl. til Koloss. S. 281). — Denne Vranglære vil Peder nu i dette Brev advare og styrke Menighederne imod; thi dersom den fik Raaderum hos dem, vilde de "falde af fra deres faste Stade" (3, 17) og slippe den Troens og Haabets Grundvold, paa hvilken de, som det var vist i 1 Ped., alene kunde staa fast under Tidens Trængsler. Peders 2det Brev slutter sig altsaa i Indhold og Øjemed nøje til det første, næsten som et Supplement til dette, hvilket fuldt stemmer med, at begge Breves Øjemed i 2 Ped. 3, 1 siges at være det samme.
Peder begynder med at lægge Læserne paa Hjærte, at da alt, hvad der hører til Kristenlivet, er givet dem i den kristne Tro, skulle de beflitte sig paa, at denne kan udfolde sig i kristelige Dyder; da bliver Guds Naade imod dem ikke forgjæves, og de skulle komme ind i Kristi kommende Herlighedsrige (Kap. 1, 1-11). Dette vil han altid minde dem om, og han kan gjøre det som den, der har været Øjenvidne til Kristi Kraft og Herlighed, og som derfor har Myndighed til at lægge dem Ordet om Herrens Tilkomst paa Hjærte (Kap. 1, 12-21). Men der vil komme falske Lærere, som negte Kristi Gjenløsermagt og forføre mange; over dem skal Dommen for vist komme for deres frække Spot, deres Kjødelighed, Havesyge og usande Tale (Kap. 2). Og der vil komme saadanne, som negte Herrens Tilkomst; men om end Herren af Langmodighed tøver med at komme, saa kommer han dog for vist, og da skal Himmel og Jord forgaa. Derfor skulle Læserne forvente og fremskynde Herrens Dag, og ikke lade sig rokke fra deres kristne Stade ved nogen Fordrejelse af Pavlus's Breve (Kap. 3).
Om de selv samme Vranglærere, som Peder her advarer imod, handler ogsaa hele Judas's Brev, som er foranlediget derved, at disse Mennesker "havde indsneget sig" (Jud. V. 4) i de Menigheder, han skriver til. Og Skildringen af disse i 2 Ped. 2 og i Jud. Br. følges saaledes ad Skridt for Skridt og Tanke for Tanke, at det er øjensynligt, at den ene maa have haft den anden til Forbillede. Det synes imidlertid utvivlsomt, at det er Judas, der
