476
har fulgt Peder. Thi medens denne skildrer Vranglærernes Færd i mere almindelige Træk, som naturligt er, da de endnu ikke vare traadte aabenlyst frem iblandt hans Læsere, saa giver Judas en bestemt Beskrivelse af de falske Kristnes Optræden, som han advarer imod, og i det hele udfører han nøjere, hvad Peder kun antyder. Og i Jud. 18 citeres ligefrem 2 Ped. 3, 3 som et Apostel-Ord.
Peders andet Brev var ikke meget kjendt i den ældste Kirke. Den gamle syriske Kirke havde det ikke, og i den vesterlandske Kirke synes det ikke at være kjendt førend ind i det 3dje Aarh. Kirkehistorikeren Evsebios henregner det til de "omtvistede" Skrifter i N. Test. Hvad Grunden har været til, at dette Brev ikke er blevet saa kjendt og udbredt, som man skulde vente, kunne vi ikke sige, men det taler med en apostolisk Myndighed og Sikkerhed, som hæver det saa højt over alt, hvad vi kjende al efterapostoliske Skrifter, at vi ikke kunne tvivle om, at det virkelig er af Apostelen Peder.
