531
i symbolsk Tegnsprog, men ogsaa den himmelske Virkelighed, som den nu er. Man maa derfor vel vogte sig for at tage de Skildringer, der gives af denne, som en Beskrivelse af dens virkelige Udseende; de ere symbolske "Betegnelser", men saaledes valgte, at de pege hen paa den Side af Væsenet, som i det paagjældende Tilfælde vil træde i Virksomhed. Saaledes ser Johannes Jesus Kristus som en "Menneskesøn" i kongelig Præstedragt med et skarpt Sværd udgaaende af sin Mund, hvor han fremtræder som Menighedens Styrer og Herre (1, 13 ff.); men han ser ham som et Lam med Mærker af at have været slagtet, hvor han fremtræder som Menighedens Frelser (5, 6), og som en Rytter i et blodoverstænket Klædebon, ridende paa en hvid Hest, hvor han kommer som Sejerherren til Dom (19, 11ff.). Ingen vilde kunne tage disse Skikkelser som Fremstilling af Herrens virkelige Udseende. Men det samme gjælder ogsaa, naar Joh. skuer Faderen som en Skikkelse siddende paa en Trone og straalende som Jaspis og Sarder-Sten, og den Hellig-Aand som syv brændende Fakler (4, 3. 5), eller naar han i Himlen ser et Tempel med Altre og Pagtens Ark, eller ser Martyrernes Sjæle i deres Blod ved Alterets Fod o. s. fr. Dette er altsammen Billeder, og saaledes maa det forstaas og forklares. Paa samme Maade har det sig med Skildringen af det fremtidige. Johannes skuer Modkristus som et Vilddyr med syv Hoveder og ti Horn (13, 1); han ser Verdensstaden "Babylon" som en pragtfuldt klædt Kvinde, siddende paa et skarlagenrødt Dyr (17, 3 f.); ser Dommen som en Høst, hvor dels Hveden, dels Druerne høstes (14, 14 ff); ser en Engel med en stor Lænke binde Dragen, Djævelen (20, 2) o. s. fr.: alt dette er selvfølgelig Billeder. Og saaledes tager man i det hele næppe fejl ved at gaa ud fra, at alle Fremtidsskildringerne baade af Hjemsøgelserne over Verden og af Menighedens Beskjærmelse maa forstaas som Billeder, naar der ikke i enkelte Tilfælde er særlige Grunde, der tale for en bogstavelig Forstaaelse. Mange have ment, at de Syner, hvori der skildres de Plager, der ramme den ufornuftige Skabning og igjennem den Menneskene, skulde danne Undtagelser herfra; men hertil er der ingen Grund, saa meget mindre som ogsaa disse Plager fremstilles i saadanne Træk, at de dog for en stor Del umulig kunne forstaas anderledes end
