118
Mit Blik bliver mørkt, mit Smil svinder bort, Latteren bliver siddende mig i Halsen, og min Hukommelse svigter mig, saa jeg ikke længer kan synge mine Sange. Sig mig, Harry, hvad er der i Vejen med dig?
»Det ved du jo godt, Jack.«
»Endnu stadig denne Tanke..?«
Harry nikkede.
»Stakkels Harry!« sagde Jack Ryan, idet han trak paa Skuldrene, »hvis du fulgte mit Eksempel og skrev alt det paa Bjergaandernes Regning, vilde du være meget roligere.«
»Du ved jo, Jack, at dine Trolde og Feer kun eksisterer i din egen Indbildning, og at ikke en eneste af dem har ladet sig se i Ny-Aberfoyle efter Genoptagelsen af Arbejdet hernede.«
»Indrømmet, Harry! Men selv om Bjergaanderne ikke mere viser sig, saa synes jeg dog, at de Væsner, som du vil tilskrive det hele, lige saa lidt lader høre fra sig.«
»Men jeg skal vide at finde dem igen, Jack.«
»Harry! Harry! Ny-Aberfoyle's Aander er ikke saadan at faa Fingre i.«
»Jeg skal nok være Mand for at opdage dine formentlige Aander!« svarede Harry i en Tone, som forraadte hans faste Overbevisning og Vilje.
»Du tænker altsaa at kunne faa Hævn?«…
»Baade at tage Hævn over dem, der har villet os ondt, og belønne dem, der er kommen os til Hjælp. Selv om den ene har indespærret os i Galleriet, skal jeg dog ikke glemme, at en anden er kommet os til Undsætning! Nej, det skal jeg aldrig glemme!«
