119
»Men er du ogsaa vis paa Harry, at det ikke er et og samme Væsen?«
»Hvorfor, Jack? Hvorledes falder du paa den Tanke?«
»Du ved jo, Harry, at de Væsner, som huserer i Bjergdybene… de er ikke af samme Slags som vi!«
»Men disse ser virkelig ud ganske som vi!«
»Nej, Harry, nej… Men kunde man for Resten ikke tænke sig Muligheden af, at det var en vanvittig, der drev sit Spil hernede…«
»En vanvittig?« svarede Harry, »en afsindig, i hvis Tanker der skulde herske en saa god Orden! Det skulde være en forrykt, den Skurk, der lige fra det Øjeblik, da han rev Stigerne i Yarow-Skakten ned, Gang paa Gang har søgt at gøre os Skade!«
»Men nu gør han det ikke mere, Harry. I de sidste tre Aar er der hverken imod dig eller nogen af dine blevet forøvet nogen ondskabsfuld Gerning.«
»Det er det samme, Jack«, svarede Harry. Jeg kan ikke komme bort fra den Anelse, at hin onde Aand, hvem han saa end er, endnu ikke har afstaaet fra sine slette Hensigter. Hvorpaa jeg støtter denne Antagelse, vilde det endog være mig selv umuligt at sige. Ogsaa i vor ny Grubes Interesse gad jeg nok vide, hvem han er, og hvorfra han kommer.
»I den nuværende Drifts Interesse?«.... spurgte Jack forbavset.
»Ja, Jack, som Drivfjeder til alle disse Handlinger ser jeg en Interesse, der maa være vor stik modsat. Jeg har tænkt ofte derover, og jeg tror ikke, jeg tager fejl. Husk paa hele den Række af uforklarlige Hændelser,
