Side:Det sorte Indien.djvu/200

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

196

den. Den adlød langt villigere mig end sin Herre. Dette foruroligede mig, for Bedstefader blev skinsyg. Naar Fuglen og jeg vilde være sammen, maatte vi i Almindelighed skjule os, vi havde begge en uvilkaarlig Fornemmelse af, at det var det bedste, vi kunne gøre… Men jeg snakker for meget om mig selv; det er eder, det drejer sig om!…«

»Nej, nej, Nelly,« svarede John Starr, »fortæl blot alting i samme Orden, som du har det i Hukommelsen.«

»Min Bedstefader,« vedblev Nelly, »havde aldrig haft noget godt Øje til eders Naboskab, som dog ikke var synderlig nært; thi han opsøgte stedse sine skjulte Tilflugtsteder langt borte fra eder. Det mishagede ham imidlertid endog blot at vide, at I var der. Naar jeg vilde tale med ham om Menneskene deroppe paa Jorden, formørkedes hans Ansigt, og han svarede ikke, men blev som stum for lang Tid. Men mest vred blev han dog, hver Gang han troede at bemærke, at I ikke var tilfredse med det gamle Kulleje, men ogsaa vilde trænge ind i hans. Han svor højt og helligt, at den Dag, da det lykkedes eder, at komme ind i den nye Kulgrube, som kun han kendte, skulde blive eders Dødsdag. Til Trods for sin Alder havde han umaadelige Kræfter, og hans Trusler gjorde mig i lige saa høj Grad ængstelig for eder som for ham.

»Bliv ved, Nelly,« sagde Simon Ford til den unge Pige, der var standset et Øjeblik i sin Beretning, som for bedre at samle alle sine Minder.

»Saa snart Bedstefader saa', at I paa eders første Besøg i Ny-Aberfoyle trængte ind i det store Galleri, lukkede han Indgangen bag eder og murede eder paa