197
den Maade levende inde. Jeg kendte eder kun som utydelige Skygger, saaledes som jeg havde set eder langt borte i den mørke Kulgrube; men jeg kunde ikke udholde den Tanke, at I skulde dø af Sult i disse rædsomme Dybder; derfor kom jeg, med Fare for at blive grebet paa fersk Gerning, til eder med den Smule Vand og tørt Brød, jeg kunde opdrive… Jeg vilde have ført eder ud af Gruben, men min Bedstefader holdt saa godt Øje med mig, at det var mig umuligt. I var nær ved at dø. Da kom Jack Ryan og hans Kammerater… Gud var saa god at lade mig træffe dem den Dag! Jeg ledte dem hen, hvor I laa. Da jeg vendte tilbage, overraskede Bedstefader mig. Hans Vrede mod mig var frygtelig. Jeg troede, at han vilde dræbe mig. Fra det Øjeblik blev Livet mig næsten uudholdeligt. Min Bedstefaders Hjerne og Tanker blev mere og mere forvirrede. Han erklærede sig for Ildens og Skyggernes Konge. Da han første Gang hørte eders Hakker hamre i Kulaarerne, som han jo i sit Vanvid ansaa for sin Ejendom, blev han som rasende og slog mig ubarmhjertigt. Jeg vilde flygte — det var umuligt! Han vaagede altfor godt over hvert af mine Skridt. Endelig slæbte han mig i et Anfald af Vanvid ind i den Afgrund, hvor I fandt mig, og forsvandt, efter at han forgæves gentagne Gange havde kaldt paa Harfangen, der ikke vilde forlade mig. Hvor længe jeg har ligget der, véd jeg ikke. Jeg kan kun erindre, at jeg følte Døden nærme sig, da du, Harry, kom og reddede mig. — Men du indser nok, at den gamle Silfax' Barnebarn aldrig kan blive Harry Ford's Kone, fordi det da vilde koste dig og eder alle Livet!«
»Nelly!« udbrød Harry forfærdet.
