Side:Det sorte Indien.djvu/202

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

198

»Nej,« svarede den unge Pige. »Jeg vil og maa bringe dette Offer: Der gives kun eet Middel, som kan afværge den truende Fare — jeg maa vende tilbage til min Bedstefader. Hans frygtelige Hævn truer hele Ny-Aberfoyle!… Jeg véd, hvor uforsonlig hans Karakter er, og ingen kan vide, hvilken Indskydelse Hævnens onde Aand kan give ham. Min Pligt staar klart og tydeligt for mig. Jeg vilde være den foragteligste Skabning, dersom jeg et Øjeblik kunde betænke mig paa at opfylde den. Lev vel, I kære Venner. Jeg takker eder, fordi I har lært mig denne Verdens Lykke at kende. Hvad der end sker, saa vær stedse forvisset om, at mit Hjerte tilhører eder!«

Simon Ford, Mary og Harry sprang forfærdede op, da hun udtalte disse Ord.

»Hvorledes, Nelly!« raabte de i Forfærdelse, »vil du forlade os?«

John Starr holdt dem tilbage, gik lige hen til Nelly og greb hendes Hænder, idet han sagde:

»Du har nu sagt os, mit Barn, hvad du burde sige. Hør nu imidlertid, hvad vi har at svare dig. Vi vil ikke lade dig drage af Sted, og hvis det skulde blive nødvendigt, vil vi endog holde dig tilbage med Magt. Anser du os da virkelig for saa fejge og jammerlige, at vi skulde ville modtage dit ædelmodige Tilbud? Silfax' Trusler ere frygtelige, ganske vist! Men naar alt kommer til alt, saa er den Mand dog kun et Menneske, og vi skal vide at tage vore Forholdsregler. Kan du i Silfax' egen Interesse give os nogen Oplysning om hans Sædvaner, kan du sige os, hvor han plejer at holde sig