77
skal der inden et Aar findes en hel lille By mere i Landet!«
Det første Stykke Vej tilbagelagdes, uden at der hændte noget af Betydning. Harry gik forrest og holdt Lampen højt op over Hovedet. Han fulgte nøjagtig Hovedgalleriet og undgik de snevre Tunneler, som det sendte ud til højre og venstre. Det syntes altsaa, at Tilbageturen skulde foregaa lige saa uhindret som Henvejen. Da indtraf der noget, der paa een Gang gjorde Vandrernes Stilling meget fortvivlet. Der mærkedes pludselig en heftig Bevægelse — som af stærke Vingeslag — oppe i Luften, og idet Harry holdt sin Lampe højt til Vejrs, fik denne et Stød, saa at den faldt ham ud af Haanden og knustes paa Jorden.
John Starr og hans Ledsagere stod saaledes pludselig i det dybeste Mørke. De andre Lamper kunde ikke mere nytte dem noget, da Olien var opbrugt til sidste Draabe.
»Naa, Harry, du vil nok have, at vi skal knække Halsen, inden vi kommer hjem!« udbrød hans Fader.
Harry svarede intet. Hans Tanker overvældede ham i den Grad, at han ikke kunde faa et Ord over sine Læber. Skyldtes nu ogsaa dette sidste Tilfælde et gaadefuldt Væsens Indgriben? Huserede der da virkelig her nede i disse Dybder en hemmelig Fjende, hvis uforklarlige Angreb maaske kunde volde dem alvorlige Vanskeligheder? Hvem kunde have Interesse af at forhindre dem i at bearbejde de nye Kullag? Det syntes jo vanvittigt, og dog talte alt for denne Antagelse, ja, Beviserne dyngede sig nu i den Grad op, at de maatte forvandle enhver Formodning til Vished.
