78
Ingeniøren og hans Ledsageres Stilling var for Øjeblikket ingenlunde misundelsesværdig. De maatte nu forsøge i Bælgmørke at famle sig frem en god Mils Vej, inden de naaede Dochart-Gruben, og saa havde de endda et godt Stykke tilbage.
»Lad os for alle Tilfældes skyld søge at naa Udgangen saa hurtig som muligt,« sagde Harry.
»Ja, vi kan nemt finde Vej, naar vi føler os frem,« mente Simon Ford. »De Tunneler, som munde ud i den, vi befinder os i, er ikke stort bredere end Muldvarpegange, og naar vi derfor blot følger Hovedgalleriet, maa vi absolut komme tilbage til Udgangen, og saa er vi jo i det gamle Kulværk, som vi kender ud og ind; det er ikke første Gang, at vi gennemvandrer det i Mørke. Der kan vi desuden let finde den Lampe, som vi lod blive tilbage, da vi begav os herind. Harry, gaa du foran! vær De, Hr. Ingeniør, saa god at følge lige efter ham, derpaa Mary, og saa kan jeg slutte Toget. Lad os blot passe paa ikke at komme fra hverandre. Nu rask af Sted!«
Man gjorde som den gamle Formand ønskede, følte sig med Hænderne forsigtig frem langs Væggen og stolede forøvrig paa Harrys og hans Faders Bjærgmandsinstinkt. De talte ikke et Ord, men vare saa meget mere optagne af deres Tanker. Uden Tvivl havde de her med en Modstander at gøre. Men hvem var denne? og hvorledes skulde de vel kunne værge sig mod hans saa hemmeligt forberedte Angreb? Hvor meget end disse foruroligende Tanker optog dem, indsaa de dog godt, at det nu ikke var Tid til at være modløs.
Med sikker Fod og vidt udbredte Arme skred Harry
