Side:Det sorte Indien.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

89

Netop i dette Øjeblik forsvandt ved et højst mærkeligt Sammentræf den lange Flamme over Slottet, som om et stærkt Vindstød havde slukket den. Hav, Himmel og Strandbred var atter indhyllet i et uigennemtrængeligt Mørke.

Men tabte de overtroiske Skotter end Modet, naar de stod overfor en indbildt Fare, genvandt de det paa den anden Side straks, saa snart der virkelig var nogen alvorlig Fare paa Færde, og især naar det gjaldt at redde Menneskeliv. Saa formaaede de oprørte Bølger ikke at skræmme dem tilbage. De sikrede sig, saa vidt muligt, ved at binde Tove om Livet og styrtede sig derpaa i Søen for at bringe den forulykkede Skibsbesætning Hjælp.

Deres Vovestykke lykkedes! ganske vist ikke uden, at en og anden — og deriblandt Jack Ryan — blev alvorlig kvæstet ved at blive slynget imod Klipperne; men Skibets Kaptajn og Besætning, der betod af sotte Mand, bleve dog alle bragte velbeholdne i Land.

Skibet, den norske Brig »Motala«, der førte en Ladning Tømmer fra Norge, var bestemt til Glasgow. Det forholdt sig ganske rigtig saaledes, som man havde formodet, at Kaptajnen havde ladet sig narre af Flammen paa Slotstaarnet og havde styret lige ind paa Kysten i den Tro, at han kom ind i Clydebugten.

Af »Motala« svømmede snart kun nogle enkelte Vragstumper omkring, hvilke Brændingen fuldstændig sønderslog imod Klipperne.