100
DOKTOR MOREAUS Ø.
ning i Krogen bøjede sig forover. "Ikke løbe paa alle fire; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" sagde han, strakte en løjerlig vanskabt Klo frem og greb mine Fingre. Det saa næsten ud som en Hjorteklov, der var lavet om til Kløer. Jeg kunde have hylet af Overraskelse og Smærte. Væsenet strakte Ansigtet frem og kiggede paa mine Negle, og ved Lysskæret fra Hyttens Aabning saa jeg med Væmmelse, at det hverken var et Menneskes eller et Dyrs Ansigt, men kun et Virvar af graa Haar med tre mørke, buede Fremspringninger, som betegnede Øjnenes og Mundens Plads.
"Han har smaa Negle," mumlede dette uhyggelige Væsen i sit lange Skæg. "Det er godt. Mange er belemrede med lange Negle."
Han lod min Haand falde, og instintmæssigt greb jeg min Stok. "Spis Rødder og Urter — det er Hans Villie," sagde Abe-Manden.
"Jeg er Lovsigemanden," sagde den graa Skikkelse. "Herhen kommer alle de, som er nye, for at lære Loven. Jeg sidder i Mørket og fremsiger Loven."
"Det er sandt," sagde et af Dyrene i Døraabningen.
"Der er slemme Straffe for dem, som bryder Loven. Ingen kan undslippe."
