3
ØEN UDEN NAVN.
rede vi paa hinanden uden at sige noget. Hans Øjne var vandede, graa, udtryksløse.
Saa lød der lige over mit Hoved en Støj, som om en Jærnseng blev kastet hid og did, og en lav, vred Brummen af et eller andet stort Dyr. I det samme talte Manden.
Han gentog et Spørgsmaal, som han allerede havde gjort: "Hvordan befinder De Dem nu?"
Jeg tror, at jeg sagde, at jeg befandt mig fortræffeligt. Jeg kunde ikke mindes, hvordan jeg var kommen derhen. Han maa have læst Spørgsmaalet i mit Ansigt, thi Stemmen svigtede mig.
"De blev funden drivende i en Baad, halv død af Sult. Det Navn, der var malet paa Baaden, var "Lady Vain", og der var nogle sære Pletter paa dens Ræling." I det samme faldt mit Blik paa min Haand; den var saa udmagret, at den lignede en snavset Skindpose fuld af løse Knokler. Alle mine Oplevelser i Baaden stod nu igen klart for mig.
"Tag lidt af dette her," sagde han og gav mig en Dosis af en rød, iskold Vædske.
"Det var et Held for Dem," sagde han, "at De blev funden af et Skib med en Læge om Bord." Han havde en løjerlig, slubrende Udtale og en ganske svag Læspen.
"Hvad er dette for et Skib?" sagde jeg lang-
