197
MONTGOMERYS "BLAA MANDAG".
gamle Prendick! .... Det var Ret. Nu een Gang til: Fanden i Vold med gamle Prendick!"
Den mørke Gruppe opløste sig i fem enkelte Skikkelser, som langsomt drog bort henad den maanelyse Strandbred. Allesammen skraalede de i Munden paa hverandre, udhylede Forhaanelser af mig og gav paa alle mulige Maader de Følelser Luft, som denne nye Kognaksinspiration havde fremkaldt hos dem.
Lidt efter hørte jeg Montgomerys Stemme raabe langt borte: "Højre om!" og deres Brøl og Hyl trak sig efterhaanden ind i Skovens Mørke. Langsomt, meget langsomt, døde Larmen hen og der blev stille.
Natten laa nu atter i sin fredelige, straalende Skønhed. Det var meget klart i Vejret, og Fuldmaanen, som skinnede med stærk Glans paa den klare, blaa Himmel, sank nu ned mod Vest. Murens Skygge laa alenbred og kulsort for mine Fødder. Havet mod Øst var graat, mørkt og hemmelighedsfuldt, og mellem Søen og Skyggen glimtede og blinkede det graa Sand, der bestod af Obsidian og Krystaller, som en Strandbred af Diamanter. Bagved mig udsendte Lampen et varmt, rødligt Lys.
Saa lukkede og laasede jeg Døren og gik ind
