11
DEN SORTE MANDS ANSIGT.
al Maade forbavset over den groteske Hæslighed, der fandtes hos dette Væsen med det sorte Ansigt. Jeg havde aldrig før set et saa frastødende og mærkværdigt Ansigt, og alligevel — hvis man kan forstaa en saadan Selvmodsigelse — havde jeg paa samme Tid en løjerlig Følelse af, at jeg dog paa en eller anden Maade tidligere havde truffet netop de samme Ansigtstræk og Gestus, som nu forbavsede mig. Senere faldt det mig ind, at jeg rimeligvis havde set ham, da jeg blev løftet om Bord, men selv dette var næppe tilstrækkeligt til at tilfredsstille min Mistanke om, at jeg havde kendt ham før. Alligevel kunde jeg ikke begribe, hvordan man kunde have set et saa ejendommeligt Ansigt og glemt, ved hvilken Lejlighed det var.
Den Bevægelse, Montgomery gjorde for at følge efter mig, afledte min Opmærksomhed, og jeg drejede mig og saa mig om paa den lille Skonnerts Dæk. De Lyde, jeg havde hørt, havde allerede halvvejs forberedt mig paa, hvad jeg nu fik at se. Vist er det, at jeg aldrig har set et Dæk saa snavset. Det var tilsølet af ubeskriveligt Skarn. Lænkede til Stormasten var en Mængde grimme Jagthunde, som nu begyndte at springe i Vejret og gø ad mig, og ved Mesanmasten laa en stor Puma i et lille Jærnbur, der ikke en Gang var
