97
og derfor havde han nu en Gang for alle bestemt sig for Øksen.
Lad os her gribe Lejligheden til at standse ved en Ejendommelighed ved alle de „endelige” Beslutninger, som han allerede havde taget. De havde alle en forunderlig Ejendommelighed: jo mere „endelige” de var, des mere uhyggelige og umulige forekom de ham paa samme Tid. Til Trods for den Sjælekamp, hvormed han pinte sig selv, kunde han den hele Tid ikke alligevel overtale sig til at tro, at hans Plan virkelig kunde udføres.
Selv om det Tilfælde var indtraadt, at alt, hvad han havde tænkt, Led for Led var udført, saa der ikke var mindste Spor af Tvivl tilbage — han vilde alligevel tilsidst have erklæret det hele for Vanvid, for meningsløs, gruopvækkende Galskab og vendt sig bort fra det. Men nu var der megen Tvivl tilbage, mange Punkter, hvorom han ikke kunde blive enig med sig selv.
Spørgsmaalet om, hvorfra han skulde tage Øksen, foruroligede ham ikke — intet forekom ham lettere. Nastasia var næsten altid borte, især om Aftenen. Enten løb hun omkring til Naboerne eller i Butikerne, men bestandig lod hun Døren staa helt aaben. Det var ogsaa derfor, hendes Madmoder altid skændte paa hende. Han behøvede derfor kun at liste sig ned i Køkkenet, tage Øksen, naar han skulde bruge den, og derpaa, en Times Tid efter, naar alt var forbi, atter bringe den tilbage.
Ganske vist kunde det hænde, at Nastasia kunde være kommen tilbage, naar han en Times Tid senere vilde lægge den paa sin gamle Plads; i dette Tilfælde maatte han naturligvis gaa lige forbi og vente, til hun atter var gaaet bort. Men hvis hun nu havde savnet Øksen, søgte efter den og begyndte at
