98
raabe op om den — saa vilde det kunne vække Mistanke, eller i alt Fald give Anledning til Mistanke.
Alt dette var imidlertid kun Smaating, som han ikke gad tænke paa, og som han heller ikke havde Tid til. Han tænkte kun paa Hovedsagen og lod Biomstændighederne ligge, til det Tidspunkt kom, som maatte afgøre alt.
Men dette sidste, Afgørelsen, forekom ham at ligge saa langt borte og at være rent utænkeligt. Det var ham nok altid klart, at han en Gang maatte holde op med at tænke derpaa, at han en Gang maatte gøre Alvor af det og gaa derhen. Selv da han gjorde sin sidste Prøve — det vil sige Besøget, han havde gjort, for endnu en Gang at overse Skuepladsen — vilde han bare gøre det som et Forsøg, ikke for at udføre noget for Alvor. Han havde tænkt som saa: jeg kan jo gærne gaa derhen og forsøge — hvad nytter det at blive ved at tænke derpaa? Og ganske rigtig, han havde følt, han ikke havde Styrke til at udføre det, han havde følt Væmmelse og var løbet sin Vej, rasende paa sig selv.
Desuagtet lod det dog til, at han var færdig med Spørgsmaalets moralske Side; hans Kasuistik var saa skarpsleben som en Barberkniv, og det var ham ikke muligt mere at finde en eneste overbevisende Indvending. Han var dog ikke ganske sikker paa sig selv over for dette Spørgsmaal, og gjorde sig endog Umag for at finde Indvendinger, selv om de kun var smaa, og han søgte dem saa ivrig, som om han var truet eller tvunget dertil. Men den sidste Dag, der var kommen saa brat og uventet over ham, og som skulde afgøre alt, tilbagevirkede næsten helt mekanisk paa ham; det var lige som om En havde taget ham ved Haanden og trukken ham efter sig — uden at taale Modstand, blindt, med overnaturlig Kraft, næsten som om Hjulet paa en Maskine
