99
havde grebet fat i hans Frakkeskød og nu trak ham til sig.
I Begyndelsen — og for Resten i temmelig lang Tid — beskæftigede det Spørgsmaal ham: Hvoraf kommer det egenlig, at næsten alle Forbrydelser forholdsvis let opdages? — og hvorfor er næsten hos alle Forbrydere Sporet saa tydeligt at forfølge? Han kom lidt efter lidt til en hel Mængde interessante Slutninger, og efter hans Mening laa Hovedaarsagen ikke saa meget i den materielle Umulighed at kunne skjule Forbrydelsen som hos Forbryderen selv. Hos næsten enhver Forbryder kommer der nemlig i Forbrydelsens Øjeblik en Slappelse i Villie- og Dømmekraften; der indtræder en barnlig, ubegribelig Letsindighed netop i det Øjeblik, man har mest Brug for sin Forsigtighed og Klogskab. Det var hans Overbevisning, at denne Slappelse i Dømmekraften, denne Lammelse af Villien, var en Sygdom, som nærmede sig langsomt og naaede Højdepunktet kort før Gerningens Øjeblik, at den sad i Forbryderen, alt efter hans Individualitet baade under Forbrydelsens Fuldførelse og nogen Tid efter, for derpaa lidt efter lidt at forsvinde som en anden Sygdom. Men til at besvare det Spørgsmaal bestemt, om det var Sygdommen, der affødte Forbrydelsen, eller Forbrydelsen, som efter sin særegne Natur bestandig var ledsaget af en sygelig Tilstand, dertil følte han sig ikke aandelig stærk nok.
Da han var kommen til dette Resultat, slog han fast, at der hos ham personlig ikke vilde finde en saadan sygelig Omdannelse Sted; at Villie- og Dømmekraften ikke vilde svigte ham under Udførelsen af Gærningen, af den simple Grund, at han var overbevist om, det ingen Forbrydelse var.
Lad os foreløbig ikke befatte os med hele den Proces, hvorigennem han var naaet til dette sidste
