102
Idet han gik forbi en Butik, saa han flygtigt derind og opdagede, at Klokken allerede var ti Minuter over syv. Han maatte skynde sig, men alligevel gøre en Omvej for at komme til Huset fra den modsatte Side.
Tidligere, naar hun under Tiden i Tankerne overvejede alt, troede han, han vilde komme til at føle sig frygtelig angst. Nu var der derimod ikke Spor af Frygt — han var i Grunden slet ikke bange. Det var helt andre Tanker, som nu beskæftigede ham, skønt rigtignok helt forbigaaende. Da han gik forbi Jussupowparken, tænkte han endog paa, hvor nyttigt det vilde være, om der blev opført høje Springvand paa de offenlige Pladser; det vilde forfriske Luften. Og idet han syslede med disse Tanker, fik han den Overbevisning, at det vilde være baade nyttigt og forskønnende for Byen, om man udvidede Parkanlægene over hele Marsmarken og lod dem gaa i Flugt med Haven omkring Michaelpaladset.
Saa begyndte pludselig et nyt Spørgsmaal at interessere ham: Hvorfor har egenlig Hovedstadsfolk saadan Tilbøjelighed til at slaa sig ned netop i saadanne Kvarterer, hvor der hverken er Haver eller Springvand, men hvor der er Snavs og Stank og al Slags Svineri, selv saadanne Folk, som ikke er tvungne dertil. Han tænkte derved paa sine egne Spadsereture paa Høtorvet.
„Hvilket Vrøvl at tænke paa!” udbrød han pludselig og rev sig løs. „Nej, saa heller slet ikke tænke! — — — Saaledes er det vel ogsaa med den Dødsdømte, der føres til Retterstedet: hans Tanker drejer sig om de Genstande han møder paa sin Vej,” foer det som et Lyn gennem hans Hoved. Han søgte imidlertid hurtig at blive fri for den Tanke.
