103
Se saa! Nu er han der! Her er Huset og her er Porten.
En Klokke slog et Slag.
„Allerede halv otte? Det er da umuligt! … Det Uhr maa gaa for stærkt!”
Han kom lykkelig gennem Porten. Der kom oven i Købet, ligesom efter Aftale, et Hølæs kørende ind foran ham og skjulte ham helt, da han gik ind. Hølæsset var ikke saa snart kørt ind i Gaarden, før han ogsaa havde sneget sig forbi til Højre. Inde i Gaarden, paa den anden Side af Hølæsset, hørte man Raab og Spektakel — han mødte ingen, og ingen lagde Mærke til ham. En Mængde Vinduer, som vendte ud til denne store, firkantede Gaardsplads, stod aabne, men han saa ikke op — han havde ikke Mod til det.
Trappen, der førte op til den Gamle, var straks til højre, og han befandt sig allerede paa den.
Han trak Vejret, trykkede Haanden mod det bankende Hjærte, følte paa Øksen og trak den tilrette, begyndte langsomt og forsigtigt og stadig lyttende at stige op ad Trappen. Men paa Trappen mødte han heller ikke et Menneske og alle Døre var lukkede. Paa anden Sal var der nok en ledig Lejlighed, hvis Døre stod aabne. Et Par Malere var i Færd med at pudse der inde, men ingen af dem saa ud. Han blev staaende lidt, tænkte sig om og gik videre. „Vel havde det været bedre, om de Malere ikke havde været der; men — det var jo hele to Etager højere op.”
Saa var der fjerde Etage — der er ogsaa en ledig Lejlighed lige over for Pantelaanerskens. Paa tredie Etage, lige under den Gamle, saa det ogsaa ud til, at Folkene er flyttet; Visitkortet, som havde været slaaet fast paa Døren, var borte.
Han trak Vejret dybt. Et Øjeblik foer den
