104
Tanke gennem hans Hoved: „Skulde jeg ikke heller gaa min Vej?” Han gav sig dog ikke Tid til at besvare Spørgsmaalet, begyndte at lytte ved den Gamles Dør; der var dødsstille der inde. Saa lyttede han endnu en Gang ned ad Trappen, længe og spændt … saa sig om til alle Sider, fattede sig og følte endnu en Gang til Øksen i Stroppen.
„Jeg er vist meget bleg,” tænkte han, „eller i stærk Sindsbevægelse. Hun er mistroisk … Det var maaske bedst at vente et Øjeblik … til den stærke Hjærtebanken er forbi…”
Men Hjærtet blev ved at banke lige voldsomt — snarere stærkere og stærkere … Han kunde ikke holde det ud … greb famlende efter Klokkestrængen og ringede. Han ventede et halvt Minut — der kom ingen — saa ringede han en Gang til — stærkere end før.
Alt var stille derinde. Den Gamle var naturligvis hjemme, men hun var mistroisk og alene; han kendte temmelig godt hendes Vaner … han lagde endnu en Gang Øret til Døren. Om det nu var fordi hans Sanser var saa skærpede — det var dog mindre sandsynligt — eller om han virkelig hørte noget … han troede imidlertid at kunne skælne en forsigtig Famlen med Haanden paa Haandtaget og en Kjoles Raslen. Der maatte aldeles bestemt staa En lige indenfor Døren, En, der stod og lyttede indenfor lige som han udenfor, og, som det lod til, ligeledes med Øret op til Døren.
Han gjorde med Villie lidt Støj og brummede højt, for at man ikke skulde tro, han gæmte sig. Han ringede for tredie Gang, men roligt og uden Spor af Utaalmodighed.
Naar han senere tænkte paa dette Øjeblik, der indprentede sig uforglemmeligt i hans Hukommelse, kunde han ikke forstaa, hvorfra han havde faaet denne
