110
og atter den samme Nøgle, uagtet han havde overbevist sig om, at den ikke passede.
Endelig tvang han sig til at være roligere, og blev nu enig med sig selv om, at den største Nøgle ikke kunde høre til Kommoden, hvad ogsaa ved det første Besøg havde staaet klart for ham, men at den maatte høre til en Kuffert, hvori sikkert alle Værdigenstande befandt sig. Han lod altsaa Kommoden staa og saa efter under Sengen, det Sted, hvor gamle Kvindfolk næsten altid gæmmer Kister og Kasser.
Jo, rigtig, der stod en stor Kuffert, næsten en Alen lang, med buet Laag, der var beslaaet med rødt Saffian og Staalsøm. Den store Nøgle passede, og han lukkede op. Øverst, under et hvidt Klæde, laa en lille rød Pels af Hareskind; under denne en Silkekjole og et Shawl; under dette syntes der kun at ligge kvindelige Klædninger. Han forsøgte først at tørre sine med Blod tilsølede Hænder af paa det røde Tøj — paa rødt falder Blod ikke saa meget i Øjnene, tænkte han.
Saa betænkte han sig pludselig, han blev grebet af Skræk.
„Er jeg da forrykt!”
Han havde næppe rørt ved Klædningsstykkerne, før han ogsaa under den lille Pels saa et Gulduhr stikke frem. Han begyndte at vende op og ned paa hele Indholdet. Under Klædningsstykkerne laa der Guldsager og Smykker, som Armbaand, Kæder, Ørelokker og Brystnaale. Noget af det laa i Etui, andet omhyggeligt pakket ind i Avispapir. Uden at se paa hver enkelt Ting fyldte han alle sine Lommer…
Da hørte han pludselig Skridt i Sideværelset, hvor den Gamle laa. Han standsede og lyttede —
