113
at der mulig endnu kunde findes noget som han ikke havde lagt Mærke til.
Grublende stod han der midt i Køkkenet; mørke Tanker steg op i ham, Tanker om at han maaske var vanvittig, at han i denne Tilstand hverken havde Kraft til at overlægge eller til at forsvare sig, og at han nu maaske slet ikke gjorde, hvad der netop skulde gøres … „Min Gud! flygte, flygte!” mumlede han og løb ud i Entreen. Men her mødte ham en ny Skræk, og det en saadan, som han endnu aldrig havde oplevet.
Han stod der, saa og saa, og troede ikke sine Øjne. Den ydre Dør, der førte til Trappen, og som han før var kommen ind af, stod paa Klem! … hverken Nøglen havde været drejet om eller Krogen sat paa i hele denne lange Tid! Den Gamle havde ikke lukket Døren efter ham, muligvis af Forsigtighed. Men, Du gode Gud! han havde dog siden efter set Elisabeth! Hvorledes havde han kunnet undlade at lægge Mærke til, at hun maatte være kommen ind paa en eller anden Maade! gennem Væggen var hun da ikke gaaet!
Han styrtede hen til Døren og satte Krogen paa.
„Men nej, heller ikke dette er rigtigt. Bort! jeg maa bort!”
Han tog atter Krogen af, aabnede Døren og lyttede med Hovedet ned mod Trappen.
Han lyttede længe. Langt nede, maaske i Porten, hørte han to Stemmer, som skreg og bandede. „Hvad er der i Vejen?…”
Han ventede taalmodig. Pludselig blev alt stille; de var gaaet fra hinanden. Han vilde allerede til at gaa, da han pludselig hørte, hvorledes i Etagen neden under en Dør til Trappen blev aabnet med Støj, og nogen gik trallende ned. „Hvor de dog allesammen gør Spektakler,” tænkte han ved sig selv.
