Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/124

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

118

„Det var da ogsaa som Fanden!…” raabte han pludselig og gik hurtigt og larmende ned ad Trapperne.

Lyden af Skridtene forsvandt.

„Herre Gud! hvad skal jeg nu gøre?”

Raskolnikow tog Krogen af, aabnede Døren — alt var stille; pludselig, uden at tænke over nogen Ting, lukkede han Døren efter sig og løb ned ad Trappen.

Han var allerede kommen tre Trapper ned, da der pludselig nedenfor ham blev en Støj, — hvad nu? Ingensteds kunde han gemme sig. Han stod lige i Begreb med at løbe op igen i Lejligheden…

„Hej! for Satan!… stop ham!”

Skrigende løb nogen dernede ud af en Lejlighed; han styrtede mere end løb, og skreg af fuld Hals:

„Mit'ka! Mit'ka! Mit'ka! Mit'ka! Mit'ka![1]. Saa gid da Fanden tage Dig, Knægt!”

Skriget endte med et frygteligt Spektakel; den sidste Lyd hørtes nede fra Gaarden af; alt blev igen stille. Men samtidig begyndte flere Mennesker, der talte ivrigt sammen, at komme larmende op ad Trappen. De var tre eller fire i Følge. Han kunde høre den unge Mands klare Stemme. „Der er de!”

I den største Fortvivlse gik han dem lige i Møde. Lad komme, hvad komme vil. Tager de mig, er alt tabt, lader de mig gaa — er ogsaa alt tabt, — de vil genkende mig ved en anden Lejlighed.”

Kun en Trappe var der nu mellem dem — og pludselig — en Redning! Nogle Skridt — der til Højre — en tom Bolig med Døren paa vid Gab, den samme Lejlighed i anden Etage, hvor der var

Haandværkere i Arbejde, og som nu ved et heldigt

  1. Afkortning for Dimitrij.