8
synlig Mistro paa den Fremmede; kun hendes smaa Øjne glinsede i Mørket. Men da den Gamle opdagede Flyttefolkene paa Gangen, aabnede hun Døren helt. Den unge Mand traadte over Dørtærskelen ind i den halvmørke Forstue, som var delt ved en Bræddevæg, bag hvilken det lille Køkken befandt sig. Den gamle Kone stod tavs foran ham og saa spørgende paa ham. Det var en lille, vissen Kone paa omtrent treds Aar, med stikkende, onde Øjne, lille, spids Næse og bart Hoved. Det tynde, hvide Haar glinsede af Olie. Om hendes lange, tynde Hals, der havde nogen Lighed med et Hønseben, var bundet et Stykke Flonel, og over Skuldrene bar hun, trods den stærke Varme, en Skindjaket. Hun hostede og harkede uafbrudt. I hendes Øjne viste sig igen den tidligere Mistro — maaske havde den unge Mand betragtet hende med særlig skarpt Blik.
„Jeg er Student Raskolnikow,” sagde den unge Mand og bukkede; han følte, at han maatte være venlig imod hende; „jeg var hos Dem for en Maaned siden.”
„Ja, rigtig, lille Fa'er, jeg husker godt De var her,” svarede den Gamle, uden at vende sine spørgende Øjne fra ham.
„Jeg kommer igen i den samme Anledning,” vedblev Raskolnikow noget forvirret over den gamle Kones Mistro. Det var maaske hendes Maade at være paa, tænkte han, men følte sig alligevel noget ubehageligt berørt derved, og han havde ikke lagt Mærke til det tidligere.
Den Gamle stod lidt tavs og fordybet i Tanker. Saa traadte hun til Side og pegede paa Døren:
„Gaa indenfor, lille Fa'er!”
Stuen, den unge Mand traadte ind i, var temmelig lille, med gule Tapeter. Der var hvide
