169
vendte sig om mod Væggen. Dette berørte Rasumichin ubehageligt.
„Jeg ser nok, Broder,” sagde han efter en Stund, „at jeg igen har været en Nar. Jeg troede, jeg skulde adsprede og opmuntre Dig, men jeg har nok bare rørt Galden op hos Dig.”
„Det var altsaa Dig, som jeg ikke kendte under Feberen?” spurgte Raskolnikow uden at vende Hovedet.
„Ja, det var det; og Du behagede endog at blive rasende, da jeg en Gang tog Sametow med mig.”
„Sametow? … Sekretæren? … hvorfor?” Raskolnikow drejede sig hastigt om og stirrede paa Rasumichin.
„Javel, men hvad er der i Vejen … hvorfor bliver Du saa hidsig. Han vilde gøre dit Bekendtskab og ytrede selv Ønske om det, før vi havde talt meget om Dig … Hvor skulde jeg vel ellers have faaet saa meget at vide om Dig? En prægtig Fyr er han, udmærket … i sin Slags, naturligvis. Nu er vi Venner, ser hinanden næsten daglig. Jeg er jo flyttet til denne Bydel. Det véd Du endnu ikke? Nej, det er først nylig, jeg flyttede…”
„Har jeg talt i Vildelse?”
„Ja, naturligvis! Aldeles uden Bevidsthed!”
„Hvad talte jeg om?”
„Det var ogsaa et Spørgsmaal! Om hvad? Hvad man plejer at kalde at tale i Vildelse … naa, Broder, men nu er der ingen Tid at tabe, nu har vi andet at gøre!”
„Jeg vil vide hvad jeg fantaserede om.”
„Hvorfor vil Du endelig vide det? Er Du bange for en Hemmelighed? Vær Du ganske rolig, om nogen Grevinde var der ikke tale. Men om en Bulldog og om Ørenlokker og Kæder, og om Krestowskijøen og om en Portner; om Nikodim
