170
Fomitsch og om Ilja Petrowitsch, hans Assistent, var der ogsaa Tale. Dernæst behagede Du ogsaa at interessere Dig for meget for din Strømpe; Du klagede bestandig: „Giv mig den!” Sametow selv ledte i hver en Krog efter dine Strømper og rakte Dig egenhændig disse fæle Klude med sine ringbesatte Fingre. Da først Du blev rolig og holdt Dage lange dette Smuds i Hænderne. Det var ikke muligt at faa dem fra Dig. Rimeligvis ligger de endnu der under Tæppet. Og saa forlangte Du ydermere Frynser af Bukserne, og det med Taarer i Øjnene! Vi spekulerede os rent gale paa, hvad det kunde være for Frynser, — men det var ikke muligt … Naa altsaa, nu til Forretningerne! Der er fem og tredive Rubler; af dem tager jeg ti og skal gøre Regnskab med Dig om to Timer. Imidlertid underretter jeg ogsaa Sossimow, som forøvrigt burde have været her for længe siden, thi Klokken gaar til tolv. Men De, Nastenka, De maa se lidt flittigt ind, medens jeg er borte, hvis han vil have at drikke eller saadant .... Paschenka skal jeg straks selv meddele det nødvendige. Paa Gensyn altsaa.”
„Paschenka kalder han hende! Uf, din lumske Gavtyv!” sagde Nastasia og saa efter ham. Derpaa løb hun ned for at lytte efter, hvad det kunde være, han havde at tale med Værtinden om; det var klart, at hun var aldeles bedaaret af Rasumichin.
Knapt havde hun lukket Døren efter sig, før den Syge kastede Tæppet af sig og sprang op som en Vanvittig. Han havde med rasende Utaalmodighed ventet paa det Øjeblik, de lukkede Døren efter sig for da straks at gøre noget. Men hvad? hvad var det egentlig? … han havde atter glemt det! „Herre Gud! sig mig kun ét — ved de alt, eller ved de endnu ingenting? Hvis de nu skulde vide alt og
