171
bare forstille sig, bare narrede mig, medens jeg ligger her — og hvis de saa pludselig skulde komme og sige, at alting var bekendt for længe siden, og at de bare havde ladet saaledes … Hvad var det nu jeg vilde gøre? At glemme det igen! … netop nu vidste jeg det, og saa pludselig at glemme det hele! —”
Han stod midt i Værelset i kvalfuld Uvished og saa sig rundt om; han gik til Døren, aabnede den, lyttede; — nej, det var ikke det. Endelig, som om han kom paa, hvad det var, styrtede han hen til Krogen, der hvor der var et Hul i Tapetet, saa efter, stak Haanden ind, rodede omkring — nej det var det heller ikke. Han gik til Kakkelovnen, aabnede den og ledte i Asken: rigtig, Frynserne af Benklæderne og Resterne af den sønderrevne Lomme laa endnu derinde saaledes, som han havde kastet dem derind — ingen havde altsaa været og set der! Nu huskede han Strømpen, som Rasumichin netop havde talt op. Rigtig, der ligger den paa Sofaen under Tæppet, men saa slidt og snavset, at Sametow naturligvis ikke havde kunnet se noget paa den.
„Ha! Sametow! … Politikammeret! ..... Hvorfor tilsiger de mig til at møde hos Politiet? Hvor er Tilsigelsen? Ak .... jeg tager jo rent fejl, det var den Gang! Derfor var det jeg saa paa Strømpen, og nu … nu er jeg syg. Men hvorfor var Sametow her? hvorfor bragte Rasumichin ham hid?” mumlede han atter og sank tilbage paa Sofaen. „Men hvad er dette? Fantaserer jeg bare eller er jeg vaagen? Det lader dog til, at jeg har min Forstand … Ah, nu husker jeg det: flygte, hurtig flygte, ubetinget flygte! Ja … men hvorhen? Hvor er mine Klæder? … ingen Støvler! … taget bort, gemt! Ah, jeg forstaar det! Men der er Frakken, den har de glemt! Der er ogsaa
