176
jeg skal sige Dig, nu har Du ubegrænset Kredit. Saa, lille Bror, lad os nu faa skiftet Skjorte — til Slut skal Du se, at Sygdommen bare sidder i Skjorten.”
„Lad mig være, jeg vil ikke!” sagde Raskolnikow afværgende; kun med Modvilje havde han hørt paa Rasumichins pudsige Beretning om Købet af Klæerne.
„Det gaar ikke an, min Ven; hvad skulde jeg da have havt alt det Bryderi for!” indvendte Rasumichin indtrængende. „Nastaßjuschka, gener Dem ikke, vær heller med og hjælp — saa, saa!” og trods Raskolnikows Modstand fik han trukket en ny Skjorte paa ham. Raskolnikow kastede sig atter ned paa Puden og talte i nogle Minuter ikke et Ord.
„Skal det aldrig tage Ende!” tænkte han. — „Hvor fik Du Pengene fra?” spurgte han endelig uden at se sig om.
„Pengene? Naa! — det er jo dine egne; — Kontorbudet bragte dem jo fra Wachruschin; Din Moder har sendt dem; har Du ogsaa glemt det?”
„Jo, nu husker jeg…” sagde Raskolnikow, efter at han længe mørkt havde tænkt efter. Rasumichin saa paa ham med rynket Pande.
Døren gik op, og en stor, kraftig Mand traadte ind; Raskolnikow syntes, han skulde kende ham.
„Sossimow, endelig!” raabte Rasumichin glad.
