178
„Ja, det er godt … alt er som det skal være,” sagde han skødesløst. „Har han spist noget?”
Man gav Besked og spurgte Sossimow, hvad Raskolnikow maatte faa Lov til at spise.
„Alt hvad han har Lyst til … Suppe, The … men naturligvis ikke Agurker, Kød eller … naa, hvad skal man saa sige mere …” han saa hen paa Rasumichin. „Mikstur behøver vi ikke … i Morgen kommer jeg igen og ser til ham. Jeg kunde jo nok komme en Gang til i Dag … men …”
„I Morgen Aften skal jeg tage ham ud med og spadsere!” sagde Rasumichin afgørende, „til Jussupowhaven og derfra til Krystalpaladset”[1].
„I Morgen troer jeg nok endnu at jeg bør lade han; være til Sengs, for Resten en Smule … naa, vi kan jo se til.”
„Det er rigtig Synd, i Dag indvier jeg min nye Bolig; det er ikke mere end et Par Skridt herfra; naar han bare kunde være med! Bare paa Sofaen, midt iblandt os! Ja, Du kommer da vel?” vendte Rasumichin sig pludselig til Sossimow; „glem det ikke, Du har jo lovet det.”
„Som Du vil, men maaske lidt senere. Hvad trakterer Du for Resten med?”
„The, en Snaps, Sild, — der kommer kun Bekendte.”
„Hvem venter Du?”
„Alle her i Nabolaget og næsten bare nye — med Undtagelse af min gamle Onkel. Han er dog paa en Maade ogsaa ny — han kom i Gaar, i Forretninger. Jeg ser ham kun hvert femte Aar.”
„Hvad er det for en Fyr, den Gamle?”
„Han har hele sit Liv vegeteret som Forstmester
paa Landet — faar nu Pension, er femogtreds Aar
- ↑ Et folkeligt Forlystelsessted.
