290
kærere, om man havde modtaget ham med Skænd — dette gjorde ham saa forlegen.
Lykkeligvis havde man Samtaleæmnet paa rede Haand, og han skyndte sig at gøre Brug deraf.
Da de havde erfaret, at Rodja endnu ikke var vaagen, og alt gik udmærket, erklærede Pulcheria Alexandrowna, at dette var hende meget kært, thi hun havde endnu meget, meget at tale med ham om.
Hun havde endnu ikke drukket The og indbød ham derfor til at drikke den med dem. Der blev ringet, bestilt The af den fedtede, lurvede Opvarter, som kom ind, og efter lang Venten kom den da, serveret paa den smudsigste, uanstændigste Maade.
Rasumichin var i Begreb med atter at skælde ud paa Logis'et, men tænkte paa Lushin, tav, blev forlegen, og var tilsidst meget glad, da Pulcheria Alexandrowna ganske optog ham med sine Spørgsmaal.
Omtrent i tre Kvarter havde han, afbrudt af Spørgsmaal, talt med hende, og det havde lykkes ham at faa meddelt hende alle mer eller mindre vigtige Fakta fra det sidste Aar af Raskolnikows Liv: Enden af Beretningen blev den udførlige Meddelelse om hans Sygdom.
Meget, der nødvendigvis maatte forties, havde han iøvrigt forbigaaet, bl. a. ogsaa Scenen paa Politikamret med dens Følger.
Hans Beretning hørtes med Begærlighed; men da han mente nu at have sluttet og tilfredsstillet sine Tilhørerinder, viste det sig, at han for dem kun lige havde begyndt.
„Sig mig … Aa hør, sig mig, hvad tror De … ak, om Forladelse, jeg kender jo ikke engang Deres Navn?” skyndte Pulcheria Alexandrowna sig at spørge Rasumichin.
„Dmitrij Prokofjitsch.”
