294
Sygdom, vor Fattigdom — selv min Død vilde have udrettet noget den Gang. Han havde rolig skredet hen over alle disse Hindringer. Men kan man derfor paastaa, at han ikke holder af os?”
„Han selv har aldrig talt med mig om den Historie,” sagde Rasumichin forsigtig, „men jeg har hørt noget af Fru Sarnitzin selv som for Resten ikke gærne fortæller meget; men det jeg hørte, var jo rigtignok lidt besyderligt…”
„Hvad var det, hvad hørte De?” spurgte begge Damer samtidigt.
„Aa, Sagen var for øvrigt i Grunden slet ikke saa besynderlig. Jeg erfarede nemlig, at dette Giftermaal, som allerede var fast besluttet og kun forhindredes ved Brudens Død, slet ikke var efter Fru Sarnitzins Hoved… I øvrigt var Bruden, sagde man, alt andet end smuk, det vil sige, hun var nok ligefrem styg, sagde de… og dertil sygelig og… underlig; ellers synes det som om hun ogsaa har havt nogle gode Egenskaber. Ja, i ethvert Fald maa hun have havt Fortrin, ellers var jo alt uforstaaeligt… Medgift var der ikke, og det havde han naturligvis heller ikke gjort Regning paa… For Resten er det vanskeligt at dømme i saadanne Sager.”
„Jeg er overbevist om, at hun var hans Kærlighed værd,” bemærkede Awdotja Romanowma.
„Gud forlade mig, men den Gang glædede jeg mig over hendes Død, skønt jeg ikke véd, hvem af de to, der silde have gaaet til Grunde for den andens Skyld,” sagde Pulcheria Alesandrowna og begyndte derpaa forsigtigt, med Afbrydelser og stadig med Sideblik til Dunja — hvorover denne øjensynlig var fortrydelig — atter at spørge om Gaarsdagens Scene mellem Rodja og Lushin.
Dette Optrin havde, som det syntes, foruroliget hende mest; hun var ængstelig og skælvede.
