302
andet Hjørne; han var endogsaa omhyggelig vasket og kæmmet, noget som i lang Tid havde været forsømt.
Stuen var fuld af Besøgende, men Nastasia havde dog sét sit Snit til at trænge sig ind, saa hun kunde faa Lejlighed til at høre, hvad der blev sagt.
Raskolnikow befandt sig virkelig næsten aldeles vel, især sammenlignet med i Gaar, kun var han meget bleg, adspredt og mørk.
I det Ydre havde han Udseendet af et Menneske, der maa taale en stor fysisk Lidelse; hans Øjenbryn var sammentrukne, Læberne pressede mod hinanden, Øjnene anstrængte. Han talte kun lidt og ugærne, som om det var en Anstrengelse, og han svarede kun af Pligt: i hans Bevægelser var nu og da en vis Uro synlig.
Der manglede kun et Bind om Armen for at man havde antaget ham for en Saaret.
Da Moderen og Søsteren kom ind, opklaredes forøvrigt som ved en Lysstraale hans blege og mørke Aasyn, men det varede kun et Øjeblik! i Stedet for den tidligere melankolske Adspredthed fik hans Ansigt et pinligt Udtryk.
Sossimow, der iagttog og studerede sin Patient saa opmærksomt, som ogsaa kun en ivrig ung Læge med begyndende Praksis er i Stand til, bemærkede med Forbavselse, at der ved de kære Væseners Ankomst, i Stedet for Glæde, kun viste sig et Slags skjult Besluttethed til at sinde sig i et Par Timers Forhør.
Siden bemærkede han ogsaa, at næsten hvert Ord i den paafølgende Samtale frembragte en Virkning, som om et friskt Saar hos hans Patient blev smærteligt berørt; men han forundrede sig over, at han i Dag forstod at beherske sig, at han nu saa
