303
godt forstod at dølge de Følelser, som endnu i Gaar var saa synlige, medens dog ellers det mindste Ord kunde sætte ham i Raseri.
„Ja, jeg sér nu selv, at jeg er omtrent rask,” sagde Raskolnikow, efter at han til Pulcheria Alexandrownas Glæde havde hilst paa og kysset Moder og Søster — „og jeg siger det ikke bare saadan som i Gaar,” tilføjede han, idet han vendte sig til Rasumichin og venskabeligt trykkede hans Haand.
„Jeg har i Dag ligefrem forundret mig over ham,” begyndte Sossimow, der glædede sig over at se de kommende — „thi jeg har i Løbet af ti Minutter allerede tabt Traaden i Samtalen med min Patient. Om tre eller fire Dage vil han, hvis det bliver ved at gaa frem, atter være som før, d. v. s. som for en Maaneds Tid siden eller to … maaske som for tre? thi Historien skriver sig fra for lang Tid siden ikke sandt? Tilstaa bare, at De selv er Skyld i det?” tilføjede han med et forsigtigt Smil som om han endnu frygtede for paa en eller anden Maade at opirre ham.
„Det er meget muligt,” svarede Raskolnikow ligegyldigt.
„Jeg nænner det derfor,” vedblev Sossimow, som holdt af at lade sit Lys skinne, „fordi nu Helbredelsen, i alt Fald i Hovedsagen, vistnok afhænger af Dem selv. Nu, da vi endelig kan tale fornuftigt med Dem, vil jeg paa det mest indtrængende raade Dem til at fjærne de oprindelige Aarsager, der har bevirket Deres sygelige Tilstand; kun da kan De blive helt rask ellers kunde det igen blive værre med Dem. Disse Aarsager kender jeg ikke, men De maa jo selv kende dem. De er et forstandigt Menneske og har naturligvis allerede iagttaget Dem selv. Det lader til, at Ødelæggelsen af Deres Helbred tildels hænger sammen med, at De har forladt Universitetet.
