305
„Han dér vil jeg ikke en Gang tale om,” tilføjede Raskolnikow med Hentydning paa Rasumichin, „han har ikke andet ud af Venskabet for mig end Fornærmelser og Bryderi.”
„Hvor han snakker! Jo-o, Du er min Sandten idet sentimentale Hjørne i Dag?” raabte Rasumichin.
Hvis Rasumichin havde været skarpsindigere, vilde han have bemærket, at der slet ikke kunde være tale om en sentimental Stemning, snarere om det modsatte.
Awdotja Nomanowna lagde Mærke til dette; hun iagttog sin Broder ivrigt og uroligt.
„Om Dig, Moder, vil jeg heller ikke tale,” vedblev han, som om han om Morgenen havde lært en Lektie udenad, „først i Dag kunde jeg nogenlunde sætte mig ind i, hvilke Kvaler Du i Gaar har maattet udstaa her, mens Du ventede min Tilbagekomst.”
Derpaa rakte han pludselig, tavs og smilende, Søsteren Haanden. Men i dette Smil glimrede der denne Gang en sand, uforfalsket Følelse.
Dunja greb straks den fremrakte Haand og trykkede den hjærteligt; hun var glad og erkendtlig. Siden Striden i Gaar var dette det første Venskabstegn, han rettede til hende.
Moderens Ansigt forklaredes af Henrykkelse og Glæde ved Synet af denne stumme men faste Fredsslutning mellem Broder og Søster.
„Det er just det, jeg holder af ham for!” hviskede Rasumichin, der nu skulde overdrive al Ting, og som vendte sig energisk om, „dette ligner ham!…
„Hvor godt han forstaar at tage paa Sagerne,” tænkte Moderen i sit stille Sind, „hvilke ædle Impulser og hvor enkelt og fint han udjævner Misforstaaelsen fra i Gaar — bare ved i rette Øjeblik at
