308
og afhænger af forskællige sygelige Indtryk: en søvnlignende Tilstand.”
Det er dog vist meget heldigt, at han mener jeg af og til er forrykt, tænkte Raskolnikow.
„Saadant noget kan jo for Resten ogsaa hændes aldeles raske Mennesker?” bemærkede Dunetschka urolig og saa paa Sossimow.
„En meget rigtig Bemærkning,” svarede denne, „— i den Forstand er vi næsten allesammen ikke bedre end de Gale, bare at „de Sindssyge” er lidt mere gale end vi; thi her maa man drage en vis Grænse. Et ganske harmonisk udviklet Menneske gives der jo overhovedet næppe, det er bekendt; højst maaske én paa flere hundredtusind.”
Ved Ordet „gal”, som den i sit Yndlingsfarvand sejlende Sossimow uforsigtigt havde ladet undslippe, blev alle benauede. Raskolnikow sad eftertænksom og med et ejendommeligt Smil paa de blege Læber, tilsyneladende uopmærksom. Han blev ved at gruble over noget.
„Naa, hvad blev det saa til med den Overkørte?” raabte Rasumichin hurtigt.
„Hvad?” sagde Raskolnikow, som om han just vaagnede, „ja … naa, det var der jeg fik Blod paa mig, da jeg hjalp til med at bære ham hjem … ak, Moder, ved den Lejlighed begik jeg noget utilgiveligt; jeg var vist ikke ved min fulde Fornuft. Jeg gav i Gaar bort alle de Penge, Du sendte mig … til hans Kone … til Begravelsen. Nu er hun Enke, har Tæring, et elendigt Væsen … tre smaa Børn, sultne … tomt i Huset … der er en Datter til … Du havde maaske selv givet dem Pengene, hvis Du havde set alt … Jeg havde for Resten ingen Ret til det, det indrømmer jeg, især da jeg véd, hvor vanskeligt det har været Dig at skaffe Pengene. For at hjælpe maa
